Moderne medicin har bragt mange revolutionerende metoder til at redde mange truede liv, og vi ser ud til at være vant til det. Men hvis vi ser tilbage på gamle tider, vil vi indse, hvor glade vi er nu. For på det tidspunkt, selvom døden ikke kunne bekræftes nøjagtigt, er dette utroligt for moderne mennesker, men det var en meget almindelig ting i fortiden.
I nogle victorianske rædselsromaner er der mange groteske og uforklarlige historier. Og det nævner handlingen om at leve.
På grund af udviklingen og forenklingen af medicinsk videnskab på det tidspunkt kan folk have forkert bedømt, at mennesker, der er i en tilstand af suspenderet animation, faktisk er døde. Så jeg lagde patienten i kisten og begravede den under jorden. Efter en periode kan den suspenderede vågne op, men opdage, at han allerede er i den mørke, fugtige og smalle kiste, og forestil dig, hvor desperat denne situation vil være. Således kom sikkerhedskisten i stand.
Faktisk er historien fuld af tilfælde af for tidligt begravelse af levende mennesker, mange døende patienter vil blive erklæret døde og derefter leve i den mørke lukkede kiste. Kun nogle få heldige gemmes. De fleste mennesker oplever en frygtelig anden død, før de dør.
Tafofobi: frygt for at leve
"Hvad hvis jeg vågner op i graven!" Dette er Julies linje i Shakespeares teaterstykker, og denne sitcom afspejler perfekt en meget reel frygt for at blive begravet i live. Før moderne medicin opstod, kunne folk ikke gøre noget ved denne frygt.
Denne frygt har et specielt videnskabeligt udtryk, Taphophobia, hvilket betyder at være bange for at bo i en grav. Det viser sig, at denne frygt ikke er grundløs. Især i århundrederne efter middelalderen blev der rapporteret om mange ulykker, der forårsagede døden.
Disse ulykker tilføjer taphophobia mere rædsel. På det tidspunkt erklærede nogle offentlige personer offentligt, at de var bange for at blive begravet for tidligt. Dette omfattede Andersen, der bad folk om at skære hans årer efter hans død. Præsident Washington, kemiker Nobel og pianist og komponist Chopin bad alle om at skære deres hjerter efter døden for at sikre sig, at de virkelig var døde.
For tidlig begravelse
I vestlige lande betyder indvandring, sammenlægning og vivisepultur alt for tidligt begravelse. At leve i live er en meget grusom og frygtelig måde at dø på. Ud over nogle ulykker fortæller historien os, at levende begravelse også er en måde at udføre død på i mange kulturer rundt om i verden, såsom Burning of Books og Confucianism under regeringsperioden for Qin-dynastiet.
Selv hvis det bedømmes forkert, er antallet af mennesker, der er begravet i live, stadig meget alarmerende. I 1799 hævdede Tysklands Henrich Kppen, at op til en tredjedel af patienterne blev begravet i live i Europa på grund af en falsk død.
Naturligvis blev dette antal konstant ændret af fremtidige generationer, indtil John Stern hævdede i 1817, at måske kun en af de 1.000 patienter var for tidligt optaget i graven.
Men uanset grund er det at være begravet for tidligt en af de værste måder at håndtere en patients krop på. Patienter, der vågner op i kisten, bliver ekstremt panikfulde og vil gradvist dø af dehydrering og langsom kvælning. Efterhånden som rapporter om sådanne utilsigtede begravelseshændelser fortsatte med at stige, var der stor bekymring over dette spørgsmål i løbet af det 18. og 19. århundrede.
I mange litterære værker kan vi se folks bekymringer over denne terrorhændelse. Folk har lavet alle slags sande og falske rygter fra forskellige fiktive plot. For at klare denne form for frygt har nogle mennesker set forretningsmuligheden til at opfinde forskellige enheder for at undgå dette, og sikkerhedskisten er en af dem.
Genfødsel i kisten
Nogle af de tidligste sikkerhedsforanstaltninger ved for tidlig begravelse går tilbage til midten af 1700-tallet, da folk placerede plader på kisten. Hvis der er et tegn på liv i kisten, vil personens vejrtrækning få det indre af glasset til at tåge, hvilket giver spor til enhver, der passerer gennem graven. Over tid er sikkerhedskister designet til at blive mere sofistikerede, alt sammen for ikke at gå glip af noget bedste tidspunkt at redde folks liv og til at sende en besked om hjælp til folk på jorden.
Den tidligste dokumenterede sag om brugen af sikre kister kom fra ordenen ved begravelsen af prins Bruneid, prins Brunswicks død i januar 1792. Udformningen af hans sikkerhedskiste er meget delikat, herunder et lille vindue, et luftrør og en speciel lås monteret inde i kisten, der kan låses op med en nøgle i den afdødes lomme. Men der er ingen tvivl om, at den afdøde prins ikke havde mulighed for at bruge denne nøgle.
I de næste par årtier har sikkerhedskister flere nye funktioner, og næsten alle design indeholder ringetoneelementer. Installer en klokke på jorden, og forbind den med indersiden af kisten med et reb. Designeren håber at give begravelsespersonen en chance for at sende et nødssignal, så nattegravholderen ved, at den afdøde ikke rigtig er død.
Denne tilsyneladende enkle metode har fatale mangler. Først og fremmest betragtes den eksterne forstyrrelsesfaktor ikke, fordi liget inde i kisten vil forårsage forskydning af kropsdelen på grund af henfald, og klokken vil vibrere, hvilket resulterer i mange uheldige begivenheder.
I det 19. århundrede stod flere designere ud for at konkurrere om den mest kreative begravelsestitel, hvilket gjorde gravbygningen mere kompliceret og dyr. I 1822 havde den tyske læge Adolf Gusmus personligt oplevet oplevelsen af at blive begravet i live og demonstrere, hvordan hans opfindelse overlevede, mens han blev begravet i live.
Gusmus tilbragte flere timer i den underjordiske kiste og spiste endda en solid frokost i kisten. Kisten har en VVS-anordning til transport af mad, og ventilationsanordningen har også en anordning til at sende et nødssignal. Dette eksperiment fordriver utvivlsomt bekymringer blandt dem, der er mistænkelige.
Men ikke alle sikkerhedskister er designet til at være effektive. En advokat i Paris ved navn Carmis promoverede en sikkerhedskiste til sine klienter, som blev designet af tsarens butler.
Ifølge Camis er denne kiste en enhed, der kan løse usikkerheden omkring død en gang for alle og viser den foran offentligheden. En ung assistent blev begravet i live i denne sikkerhedskiste, men mislykkedes på grund af svigt i signalanlægget. Den unge assistent undgik næsten ikke døden.
I de næste par årtier er sikkerhedskister aldrig rigtig ophørt med at generere nye ideer, og der vises altid patenter på sikkerhedskister. Begrebet sikkerhedskister blev også bragt til moderne tid. I slutningen af det 20. århundrede omfattede disse patenter walkie-talkie-systemer, alarmer, hjertemonitorer og åndedrætshjælpemidler.
Ringetone fra døden
Historien om sikre kister vises på alle niveauer i samfundet, hvilket giver offentligheden en masse slang i forbindelse med sikkerhedskister.
"Dead Ringer", et meget populært udtryk i den engelsktalende verden, bruges til at repræsentere noget "helt det samme."
Slagordet "reddet ved klokken" betragtes af mange som den ikoniske klokkemekanisme fra sikkerhedskisten for at redde livet for dem, der blev begravet for tidligt. Men faktisk siger nogle mennesker, at dette udtryk stammer fra boksning, hvilket betyder, at de boksere, der er i en ulempe, når modstanderen smækker uret, før de banker dem ned, kan de få et øjeblik til at trække vejret og blive på banen, indtil næste spil. Start. Hvilken udsagn synes du er mere passende?
William Tebow og London Prevention of Early Funeral Association
Tidligere var emnet for for tidlig begravelse og kister så almindeligt, at der var nogle mærkelige organisationer og enkeltpersoner, der var forbundet med dem. En af de vigtige figurer er William Teb, en britisk forretningsmand og socialreformator. Han blev født i 1830 og dedikerede sit liv til flere meget vigtige sportsgrene såsom Vegetarforeningen, Royal Society for the Prevention of Cruelty to Animals og National Association of Dog Defense.
I de sene år af Tebow skabte han imidlertid en ret mærkelig organisation, London for at forhindre tidlige begravelsesforeninger. Han ledede mange relaterede kampagner og kæmpede mange for begravelsesreformer for at sikre, at buriere kan dø 100%.
I 1905 annoncerede Teb sin samling af for tidlige begravelsessager og opsummerede nogle markante tal: 219 mistanke om for tidlig begravelse, 149 sager var faktisk for tidligt begravet, 10 levede anatomi og 2 undergik ligebehandling. Når jeg vågner. Hans indsats for sikre kister og for tidlig begravelse fremmer yderligere brugen af sikkerhedskister.
Konklusion
Før fremkomsten af moderne medicin var sikkerhedskisten en ægte afsløring af hjørnet af den sociale virkelighed, og det var også menneskets indsats for at redde de udøde. Forestil dig, at du vågnede op i en kiste et par meter dybt fra jorden, og du forstår måske, hvorfor sikkerhedskisten var så populær på det tidspunkt.
Nu har vi naturligvis ikke mulighed for at opleve denne sikkerhedskiste, når alt kommer til alt kan den aktuelle kremering garantere 100% død.
